Loughlin, J. (2014)

juni 21, 2018 Slået fra Af administrator
Loughlin, J. (2014)

 

Centrale-lokalforhold under velfærdsstaten var indtil 1980’erne kendetegnet af principal agent-modellen. Herefter formindskede eller helt fjernede central-regeringerne dele af velfærdsstaten. Derefter er der en stigende grad af konkurrence om ressourcer mellem regionale og lokale autoriteter.

 

Lokal autonomi er kun mulig, hvis det er akkompagneret af finansiel autonomi. Heraf udspringer en akademisk diskussion om decentralisering af lokal finansiering

  • 1950’ernes nationale velfærdspolitik: kun centrale regeringer kan, finansiel lighed og omfordeling, opnå efficient lokal økonomi.
  • Finansiel føderalisme/decentralisering: lokal finansiel autonomi er nødvendig som en mekanisme til at sikre sub-nationale regeringer står til ansvar for deres politik. Ideen er at i optimale markedssituationer leder dette til optimal allokering af ressourcer.

 

Disse to tilgange reflekterer forskellen på choice og agency-modellen ift lokale centralregeringer.

  • Choice-modellen: lokale autoriteter er bedst til at træffe beslutninger der reflekterer deres lokalsamfunds behov og præferencer.
  • Agency-modellen: lokale autoriteter ses som agenter der fører politik ud fra deres principal, regeringen. Regeringen styrer altså lokale autoriteter.
  • Ofte kombineres disse to syn, da cases er komplekse.

Føderalistisk vs unitær statsdefinition

  • Føderalisme: distinktionen fra en unitær stat findes i det organiseringsprincip som staten er baseret på. Staten er organiseret som en splittelse af magt mellem distinktive regeringer og samarbejdsregeringer (Wheare 1963: 2). Dette resultere i en splittelse af magt i to sfærere. Der er en udøvelser af magt på et føderalt plan, og en på regionalt plan (inden for staterne). Vi ser altså to ‘niveauer’. Dette er den amerikanske, koordinerende model
  • Føderalisme skal forstås ud fra et spektrum der går fra unitære stater som frankrig eller portugal til fuldt føderale stater som tyskland og USA. i denne forstand er føderalisme en normativ politisk ide, der advokerer brugen af introduktionen af føderale principper i staten. En føderation er en stat hvor disse ideer er fuldt implementerede. Dette betyder at selv i unitære stater kan der identificeres føderale elementer.

 

Tjekliste til at identificere føderalistiske elementer:

  • Karakteren og signifikansen af underliggende økonomiske og sociale diversiteter
  • Antallet af konstituerende enheder og graden af symmetri eller asymmetri i deres størrelse, ressourcer og konstitutionelle status.
  • Omfanget af allokering af lovgivende, udøvende og udgifts-ansvar.
  • Allokeringen af beskatningsevne og ressourcer
  • Karakteren af føderale regeringsinstitutioner og graden af regionelt input i føderal policy-making
  • Procedurer til konfliktløsning og facilitering af samarbejde mellem interdependente regeringer
  • Procedurer der tillader formel og informel tilpasning og ændring.

 

 

Beramendi, P. (2007)

 

I det første kapitel i hans bog, bruger han det meste af sin tid på at forklare forskellene i, hvilke former for føderalisme, der er og hvad forskellen på konføderalisme og føderalisme er.

 

Dertil henviser Beramendi til Riker definition på Føderalisme, som lyder således: “A political organization in which the activities of government are divided between regional governments and a central government in such a way that each kind of governments has some activities on which it makes final decisions.  (Baramendii, 2007: 754)

 

Forskelle i føderalisme. Her henviser han til, hvordan man fra sub governments har forskellige indflydelseskilder til head government. I nogle føderalstater (USA) har hvert sub government  ræpresentanter (Senatorer) i det landets øverste kammer (senatet), mens føderalstater (Canada) hvor man i højere grad mødes til conferencer for alle sub government leder. Opsummeret har nogle subgovernment ledere et direkte link til centralmagten, mens andre kun har reel magt over deres sub government.

 

Konføderalisme:

I konføderalisme har de nationale governments mere autonomi end man har i føderalisme.

Et eksempel på hvad konføderalisme er EU, hvor EU landene stadig har meget national suverænitet.

 

Dertil undersøger Baramendi og, hvorvidt Føderalisme eksempelvis giver bedre økonomi eller demokrati

 

Økonomi og føderalisme

Indenfor et økonomisk perspektiv har føderalisme givet “welfare economists” grund til at bekymre sig for markedsfejl og eksternalitetsproblemer, som følge heraf. I kontrast hertil har public choice-teoretikere bekymret sig om fejltagelser i den offentlige sektor og kontrol af offentlige ansattes adfærd. Begge har opnået lignende konklusioner. “Welfare economists” fandt, at et decentraliseret institutionelt design “works towards the goal of an optimum allocation of resources by securing a better fit between preferences, needs, and policies and by facilitating experimentation and innovation”. Public choice teorikere fandt, at føderalisme er market friendly, idet det indfører restriktioner på den offentlige sektor og tillader vælgere (og markeder) større transparens og mulighedsrum gennem øget monitorering. Dette medfører, at korruption antages mindre sandsynligt, den offentlige sektor bliver mindre og markeder fungerer mere effektivt.

 

Disse antagelser holder dog ikke empirisk stik – det findes, at føderationer i udviklingslande ikke overholder disse antagelser, men at de snarere kan findes i “avancerede føderationer”, herunder USA og Schweiz. Således har academia fundet, at den bedste måde at teoretisere føderationer på, ikke er igennem underliggende kræfter og politisk præferencer, som Riker, eller at se på institutioner som abstrakte enheder, der omformer præferencer og incitamenter, men snarere at kombinere begge disse; navnligt ved fokus på sociale og økonomiske omstændigheder, føderalisme opererer under, samt politiske og økonomiske implikationer fra “the specific articulation of power in defedrations in different contexts.”

 

I relation til sociale og økonomiske omstændigheder, findes det er regeringens præferencer og borgeres evne til at holde dem til ansvar er en funktion af samfundsmæssige og økonomiske konditioner. Dette kan forstås igennem distribution af social kapital – hvis principalen (borgere) er fattig, uuddannet, og socialiseret i en polity hvor rule of law er kompromitteret af private transaktioner mellem patroner og klienter, vil agenterne (den politiske elite) forestilles at søge at “maximize their clients rents, as well as their own”, hvorfor borgerdyder vil blive underudviklede. Omvendt ved højtuddannede principaler parret med en bedre sæt af principper gældende for det offentlige liv samt et konsolideret juridisk system vil interaktionsmønstret være anderledes og elektorater vil straffe udnyttelse i form af “outright rent extractions” af agenter og sanktionere disse elektoralt.

 

Demokrati og føderalisme

Demokrati og føderalisme fører til, at man begrænser muligheden for “tyranny of the majority”, når det kommer til politisk frihed og “good governance”. Grundet disse to karakteristika vuderer Beramendi også, at føderalisme er effektivt når det kommer til implementeringen af demokrati i store hetrogene nationer. Dog har empiri vist, at det ikke altid hænger sådan sammen. Dette begrundes yderligere ved af Lins. Han skriver således:

 

“Argues for a clear distinction between those cases in which state institutions and rule of law are consolidated before the transition to democracy begins and those in which they are not. In the former, the pre-existence of a federal structure forsters, rather than prevents conflict, violence and regime failure. In the latter, federalism would display its capacity to accommodate contending national identities….. The higher the institutional leverage given to already mobilized ethnic minorities, the lower the likelihood that federations are able to prevent territorial disintegration. (Beramendi, 2007: 760-761)

 

Problemer, der kan opstå med føderalisme: Der kan forekomme et kollektivt handlingsproblem, hvor sub-governments ikke løser deres opgave ordentligt, da de regner med at head government vil “redde deres røv”. Dette har man også set problemer med i konføderationer, som eksempelvis EU, hvor lande ikke lever op til, hvor store deres underskud må være.