H1: Finder støtte eftersom muligheden for elektoral accountability for økonomisk præstation er stærkere i demokratiske regimetyper, hvor magten er delt, end i parlamentariske systemer, hvorfor ‘’we are more likely to observe electoral accountability for the economy under presidentialism than under parliamentarism (ibid. 2007: 78)

H2: Finder støtte i Figur 1, fordi ‘’in legislative elections in presidential systems, we see that the coefficient on both high and low clarity concurrent elections are greater in size and are estimated more precisely than elections in high-clarity parliamentary systems’’ (ibid. 2007: 77)

H3: Finder støtte i Figur 1 og Figur 3, fordi ‘’concurrent executive elections in presidential systems, regardless of the clarity of responsibility, exhibit greater responsiveness to economic conditions than high clarity parliamentary elections. Secondly, the results for non-concurrent executive elections suggest that high clarity may compensate for non-concurrence’’ (ibid. 2007: 77)

 

Parliamentarism vs. Semi-presidentialism

H4: Finder delvist støtte, fordi ‘’strong evidence of accountability for economic performance under two specific conditions: for the president’s party in executive elections held under unified government, and for both the president’s and the PM’s party in assembly elections held under cohabitation. In the case of the president’s party, the relationship between performance and the vote contradicts standard referendum theories of economic voting. This suggests that neither concurrence nor clarity of responsibility is primarily responsible for enhancing or attenuating electoral accountability under semi-presidentialism; rather, cohabitation or unified government plays the critical role.

 

Kritik:

Teksten udspringer af en kritik af tidligere forskning, der ikke har haft demokratiske regimetypers variation i muligheden for at reagerer på tilskrivelsen af ansvar for øje, men blot har haft øje for demokratiske regimetypers variation i muligheden for at tilskrive ansvar.

 

Kousser & Ranney (2015)

 

Teksten kort

Teksten er af redegørende karakter og gennemgår en række centrale karakteristikker ved det amerikanske system i sammenligning med samme karakteristikker i andre lande:

Elementer der sammenlignes:

–        Relationen mellem den udøvende, lovgivende magt og dømmende magt

–        Omfanget af domstolsprøvelse (judicial review)

–        Omfanget af, hvor disciplinære partierne er over for deres medlemmer

–        Hvorvidt en stat kan have et styre, hvor partierne delvist deles om magten (dvs. hvor fx. Demokraterne har præsidentpost, mens Republikanerne har flertal i Kongressen)

–        Den politiske beslutningsproces

–        Omfanget af deadlocks og håndteringen af sådanne

 

Definition med henvisning af centrale variable og relevante ord

 

Seperation of powers: ‘’denotes the constitutional division of government power among seperate legislative, executive, and judicial branches’’ (Kousser & Ranney 2015: 713)

I USA

  • Legislative power → Kongressen
  • Executive power → præsidenten
  • Judicial power → federal court/U.S Supreme Court

 

Checks and balances: ‘’each branch can keep the other two branches from invading its constitutional powers’’ (Kousser & Ranney 2015: 714).

 

Judicial review: ‘’…the power of a court to render a legislative or executive act null and void on the ground of unconstitutionality’’ (Kousser & Ranney 2015: 714-715).

 

Divided party control of government: Mens det i parlamentariske systemer ikke er muligt kun at have kontrol over enten den lovgivende eller udøvende magt, kan man i USA pga. ‘seperation of powers’ have kontrol over f.eks. den lovgivende magt (kongressen) uden at have kontrol over den udøvende magt (præsidentembedet)

 

Ticket spliting: Pga. af muligheden for ‘divided party control of government’’ i USA, er det muligt for de amerikanske vælgere at stemme på et kandidat fra ét parti i Præsidentvalget og en kandidat fra et andet parti til valget til Kongressen, hvorfor de kan ‘’split their ticket’ (Kousser & Ranney 2015: 735).

 

Hvad er de(n) central(e) påstand(e)?

Teksten er redegørende, men kan siges at ‘’påstå’’ følgende ud fra sammenligninger mellem USA og andre lande på de elementer, jeg nævnte i starten:

 

Relationen mellem den udøvende, lovgivende magt og dømmende magt

–        I USAs præsidentielle system magten tredelt

–        I de fleste demokratiske systemer er magten ikke tredelt

–        I DK er den dog tredelt

 

Omfanget af domstolsprøvelse (judicial review)

–        USA er et af få lande, hvor den dømmende magt gives til den absolut øverste appelinstans (Supreme Court), hvorfor den dømmende magt har utrolig stor indflydelse på den politiske proces i USA, hvor de f.eks. kan afgøre ja/nej til abort

–        I f.eks. Italien gives ‘the final word’ ofte til særlige domstole frem for til ‘bodies of their regular court systems’’ (Kousser & Ranney 2015: 715), hvor den dømmende magt ikke besidder ligeså meget magt og indflydelse som i USA

 

 

Omfanget af, hvor disciplinære partierne er over for deres medlemmer

–        I USA kan partiledere ikke disciplinere dets medlemmer som følge af f.eks. ikke at følge partilinjen, fordi det medlem, der vinder et partis spot i enten Huset eller Senatet automatisk tildeles office uden partiet kan gøre noget. Partilederne kan dog selvfølgelig  true med at slække på kampagnepenge til den givne kandidat i fremtiden.

–        I de fleste andre lande kan partiledere true dets medlemmer med f.eks. at fjerne dem fra minstreposter

 

Hvorvidt en stat kan have et styre, hvor partierne delvist deles om magten

–        I USA kan f.eks. Demokraterne sidde på præsidentposten, mens Republikanerne sidder på Kongressen, fordi det er to separate valg → ses ofte i USA!

–        I de fleste andre lande skal man sidde på begge pga. begge afgøres i samme valg

 

Den politiske beslutningsproces og håndteringen af deadlocks

–        I USA gør forfatningen det svært at lave love, fordi den ikke tillader partier i ligeså høj grad som i parlamentariske systemer (hvor lovgivende og udøvende smeltes sammen) at nå til enighed, hvorfor der ofte er deadlock i USA, fordi de to seperate magtbesiddere er uenige

–        Løsningen i USA har ofte – på især udenrigspolitikken – været unilateral action af præsidenten for at overkomme deadlocks

–        Eksemplificeret. ved Lincoln inden borgerkrigen, Truman i Korea, Kennedy i Vietnam, H.W. Bush i Somalia, Clinton i Bosnien og Bush i Afghanistan og Irak.

 

Omfanget af deadlocks og håndteringen af sådanne

–        I USA er der ofte store problemer med at nå til enighed, mens der i parlamentariske er mindre jf. førnævnte pointe om den lovgivende og den udøvende magt sammensmeltning