H1: Finder støtte eftersom muligheden for elektoral accountability for økonomisk præstation er stærkere i demokratiske regimetyper, hvor magten er delt, end i parlamentariske systemer, hvorfor ‘’we are more likely to observe electoral accountability for the economy under presidentialism than under parliamentarism (ibid. 2007: 78)

H2: Finder støtte i Figur 1, fordi ‘’in legislative elections in presidential systems, we see that the coefficient on both high and low clarity concurrent elections are greater in size and are estimated more precisely than elections in high-clarity parliamentary systems’’ (ibid. 2007: 77)

H3: Finder støtte i Figur 1 og Figur 3, fordi ‘’concurrent executive elections in presidential systems, regardless of the clarity of responsibility, exhibit greater responsiveness to economic conditions than high clarity parliamentary elections. Secondly, the results for non-concurrent executive elections suggest that high clarity may compensate for non-concurrence’’ (ibid. 2007: 77)

Parliamentarism vs. Semi-presidentialism

H4: Finder delvist støtte, fordi ‘’strong evidence of accountability for economic performance under two specific conditions: for the president’s party in executive elections held under unified government, and for both the president’s and the PM’s party in assembly elections held under cohabitation. In the case of the president’s party, the relationship between performance and the vote contradicts standard referendum theories of economic voting. This suggests that neither concurrence nor clarity of responsibility is primarily responsible for enhancing or attenuating electoral accountability under semi-presidentialism; rather, cohabitation or unified government plays the critical role.

Kritik:

Teksten udspringer af en kritik af tidligere forskning, der ikke har haft demokratiske regimetypers variation i muligheden for at reagerer på tilskrivelsen af ansvar for øje, men blot har haft øje for demokratiske regimetypers variation i muligheden for at tilskrive ansvar.

Kousser & Ranney (2015)

Teksten kort

Teksten er af redegørende karakter og gennemgår en række centrale karakteristikker ved det amerikanske system i sammenligning med samme karakteristikker i andre lande:

Elementer der sammenlignes:

–        Relationen mellem den udøvende, lovgivende magt og dømmende magt

–        Omfanget af domstolsprøvelse (judicial review)

–        Omfanget af, hvor disciplinære partierne er over for deres medlemmer

–        Hvorvidt en stat kan have et styre, hvor partierne delvist deles om magten (dvs. hvor fx. Demokraterne har præsidentpost, mens Republikanerne har flertal i Kongressen)

–        Den politiske beslutningsproces

–        Omfanget af deadlocks og håndteringen af sådanne

Definition med henvisning af centrale variable og relevante ord

Seperation of powers: ‘’denotes the constitutional division of government power among seperate legislative, executive, and judicial branches’’ (Kousser & Ranney 2015: 713)

I USA

• Legislative power → Kongressen
• Executive power → præsidenten
• Judicial power → federal court/U.S Supreme Court

Checks and balances: ‘’each branch can keep the other two branches from invading its constitutional powers’’ (Kousser & Ranney 2015: 714).

Judicial review: ‘’…the power of a court to render a legislative or executive act null and void on the ground of unconstitutionality’’ (Kousser & Ranney 2015: 714-715).

Divided party control of government: Mens det i parlamentariske systemer ikke er muligt kun at have kontrol over enten den lovgivende eller udøvende magt, kan man i USA pga. ‘seperation of powers’ have kontrol over f.eks. den lovgivende magt (kongressen) uden at have kontrol over den udøvende magt (præsidentembedet)

Ticket spliting: Pga. af muligheden for ‘divided party control of government’’ i USA, er det muligt for de amerikanske vælgere at stemme på et kandidat fra ét parti i Præsidentvalget og en kandidat fra et andet parti til valget til Kongressen, hvorfor de kan ‘’split their ticket’ (Kousser & Ranney 2015: 735).

Hvad er de(n) central(e) påstand(e)?

Teksten er redegørende, men kan siges at ‘’påstå’’ følgende ud fra sammenligninger mellem USA og andre lande på de elementer, jeg nævnte i starten:

Relationen mellem den udøvende, lovgivende magt og dømmende magt

–        I USAs præsidentielle system magten tredelt

–        I de fleste demokratiske systemer er magten ikke tredelt

–        I DK er den dog tredelt

Omfanget af domstolsprøvelse (judicial review)

–        USA er et af få lande, hvor den dømmende magt gives til den absolut øverste appelinstans (Supreme Court), hvorfor den dømmende magt har utrolig stor indflydelse på den politiske proces i USA, hvor de f.eks. kan afgøre ja/nej til abort

–        I f.eks. Italien gives ‘the final word’ ofte til særlige domstole frem for til ‘bodies of their regular court systems’’ (Kousser & Ranney 2015: 715), hvor den dømmende magt ikke besidder ligeså meget magt og indflydelse som i USA

Omfanget af, hvor disciplinære partierne er over for deres medlemmer

–        I USA kan partiledere ikke disciplinere dets medlemmer som følge af f.eks. ikke at følge partilinjen, fordi det medlem, der vinder et partis spot i enten Huset eller Senatet automatisk tildeles office uden partiet kan gøre noget. Partilederne kan dog selvfølgelig  true med at slække på kampagnepenge til den givne kandidat i fremtiden.

–        I de fleste andre lande kan partiledere true dets medlemmer med f.eks. at fjerne dem fra minstreposter

Hvorvidt en stat kan have et styre, hvor partierne delvist deles om magten

–        I USA kan f.eks. Demokraterne sidde på præsidentposten, mens Republikanerne sidder på Kongressen, fordi det er to separate valg → ses ofte i USA!

–        I de fleste andre lande skal man sidde på begge pga. begge afgøres i samme valg

Den politiske beslutningsproces og håndteringen af deadlocks

–        I USA gør forfatningen det svært at lave love, fordi den ikke tillader partier i ligeså høj grad som i parlamentariske systemer (hvor lovgivende og udøvende smeltes sammen) at nå til enighed, hvorfor der ofte er deadlock i USA, fordi de to seperate magtbesiddere er uenige

–        Løsningen i USA har ofte – på især udenrigspolitikken – været unilateral action af præsidenten for at overkomme deadlocks

–        Eksemplificeret. ved Lincoln inden borgerkrigen, Truman i Korea, Kennedy i Vietnam, H.W. Bush i Somalia, Clinton i Bosnien og Bush i Afghanistan og Irak.

Omfanget af deadlocks og håndteringen af sådanne

–        I USA er der ofte store problemer med at nå til enighed, mens der i parlamentariske er mindre jf. førnævnte pointe om den lovgivende og den udøvende magt sammensmeltning

Teksten understreger vigtigheden af at undersøge ikke blot vælgernes mulighed for at tilskrive ansvar for politiske outcomes, men tilmed muligheden for at reagerer på denne tilskrivelse af ansvar. Muligheden for dette varierer på tværs af demokratiske regimetyper, hvorfor teksten giver et perspektiv på, hvilke demokratiske regimetype, der bedst fremmer electoral accountability og generelt demokratiet. Puzzlen er som de selv beskriver: ‘’Do voters reward or punish incumbents for retrospective performance similarly in different democratic regimes?’’

Central(e) variable: hvad er X og Y, og hvilken sammenhæng argumenteres der for?

X: Demokratisk regimetyper

Y: electoral accountability

Z: sammenhængen betinget af muligheden for at reagere på tilskrivelsen af ansvar i det givne demokratiske regimetype

Definition med henvisning af centrale variable og relevante ord

Electoral accountability: ‘’… the voters’ capacity to reward or sanction incumbents, accountability depends on two sets of conditions: 1) voters’ ability to assign responsibility for performance outcomes to incumbents, and 2) voters’ ability to act upon those assignments of responsibility. If voters know who is responsible but cannot act upon that attribution, accountability is impossible (Hellwig & Samuelt 2007: 68).

Assignment of accountability: whether voters’ can differentiate between political actors and, accordingly,assign policy responsibility (ibid. 2007: 69).

Possibility of acting upon the assignment: the extent to which they give voters the opportunity to act upon their judgements (ibid. 2007: 69).

• Dette er nyt og Hellwig & Samuels bidrag!

Demokratiske regimetyper:

Presidential systems: both branches of government are directly elected and the head of government is not accountable to the legislature (ibid. 2007: 72).

Semi-presidential systems: both branches of government are directly elected, but the head of government (the prime minister) is accountable to the legislature (ibid. 2007: 72).

Parliamentary systems: …those in which no directly elected executive exists (ibid. 2007: 72).

Concurrence: applies to pure presidential regimes only and indicates whether or not the executive and legislative elections occurred simultaneously.

• fx Præsidentielle valg i USA samme år som valg til Senatet og Huset

Cohabitation: occurs only in semi-presidential systems and indicates when the president and prime minister come from different parties that are also not in coalition with each other.

Hvad er de(n) central(e) påstand(e)?

Electoral accountability varierer på tværs af forskellige demokratiske regimetyper pga. at variation i magtdelingen, den elektorale cyklus og sameksistens/cohabitation resulterer i forskellige muligheder for at act upon the assignment of responsibility

Opstiller 4 hypoteser ud fra den antagelse, at magtdelingen, den elektoral cyklus og sameksistens/cohabitation påvirker, hvorvidt vælgeren har mulighed for at reagere på sin tilskrivning af ansvar:

(1)  Electoral accountability for the economy is stronger in separation of powers systems than in pure parliamentary systems, ceteris paribus.

(2)  In separation of powers systems, electoral accountability is relatively greater in executive compared to legislative elections, ceteris paribus.

(3)  In pure presidential systems, electoral accountability is conditional on the electoral cycle: economic voting is stronger under concurrence and weaker under non-concurrence.

(4)  In semi-presidential systems, electoral accountability is conditional on the composition of the executive: under unified government, voters assign responsibility to the president and his party and, under cohabitation, voters assign responsibility to the prime minister’s party but not to the president or his party.

Mekanismerne:

Ability to assign og ability to act upon judgement

Vælgere skal kunne have mulighed for 1) at tilskrive ansvar og 2) at reagerer på denne tilskrivning af ansvar ved f.eks. at stemme, dvs. udtrykke sin reaktion over for parten, der er blevet tilskrevet ansvar

2) er central for teksten og afhænger af de demokratiske regimetypers magtdeling, den elektorale cyklus og sameksistens/cohabitation

Mekanismer bag magtdeling, elektoral cyklus og cohabitation

–        Disse synes at forstærke muligheden for electoral accountability i 1) regimetyper hvor magten er delt, 2) regimetyper hvor der som følge af denne seperation af magt er både concurrent og non-concurrent valg og i 3) regimetyper hvor cohabitation finder sted (semi-presidentielle systemer).

1)     Fordi ‘’…variation in the extent of accountability derives from the fundamental institutional differences between democratic regimes: the separation of origin and survival of branches of government’’ (ibid. 2007: 69).

2)     Fordi ‘’The electoral cycle may affect the relative clarity of responsibility indirectly through its direct effect on party-system fragmentation, but it also has a more direct effect. In systems with separate executive and legislative elections, concurrence should enhance and non-concurrence should attenuate electoral accountability. Concurrence not only sharpens the focus on the entire government’s performance, it also gives voters who believe both branches are co-responsible for policy performance the ability to hold both branches to account (ibid. 2007: 70).

3)     Fordi ‘’…divided or unified control of the executive in semi-presidential systems give voters distinct opportunities to hold incumbent politicians to account (ibid. 2007: 71).

Kausalmodel

Demokratisk regimetype → electoral accountability

• Betinget af muligheden for at reagerer på skrivelse af ansvar

Centrale argument

Forskellige demokratiske regimetyper/formater er forbundet med forskellige mønstre af electoral accountability. Især variation i magtdeling synes afgørende, fordi denne medfører variationen i elektoral cyklus og muligheden for sameksistens/cohabitation, idet ingen af disse to sidsnænvte er mulige i parlamentariske systemer. Derfor bliver electoral accountability fundet stærkere i presidentielle og semi-præsidentielle systemer. Forskningsmæssigt er pointen at adskille det at tilskrive ansvar til en fx en regering og det at kunne reagere på selvsamme tilskrivelse.

Opsummerende: The authors argue that electoral accountability should thus be highest in systems with separation of powers (presidential systems), where elections for the executive and the legislature are held at the same time.

Empiriske fund

Frankrig og Tyskland tekster til brug af modellen på empiri fra holdtime, uvæsentligt for eksamen:

Dalton, R. J. (2015) Politics in Germany in Powell in G. B., Dalton, R. J. and Strøm, K. Comparative Politics Today. A World View, 11th ed. Pierman, pp: 279-284+296+304-308 (11 pages)

Schain, M. A. (2015) Politics in France in Powell in G. B., Dalton, R. J. and Strøm, K. Comparative Politics Today. A World View, 11th ed. Pierman, pp: 223-224+251-257 (9 pages)

Definition(er):
Principal-agent-teori: Principaler uddelegerer og bestemmer ansvar til agenter som agenten udfører.
Inter-party mode: Partierne er ’viklet ind’ i regeringen og er en inkorporeret del af den lovgivende forsamling.
Non-party mode: Partierne er ikke en del af det lovgivende eller udøvende system og MP’er agerer uafhængigt af regeringen.

Sieberer, U. (2011) ‘The institutional power of Western European parliaments: A multidimensional analysis, West European Politics, 34(4): 731-754 (AUL):

–        Teorien er baseret på RC-teori, og siger at principalen i systemet er vælgerne, som delegerer ansvar til agenter som er Parlamentet/Folketinget → regering/ministre → bureaukratiet.

Lovgivende forsamling/folketingets magtdimensioner – deres magt er afgjort af institutionelle forhold/set-ups: Disse forhold er sat i stand for at føre kontrol med agenterne (ministre og regering) fra både vælgernes og parlamentets side →
Spørgsmålet vi stiller os selv er: Hvor magtfulde er den lovgivende og udøvende forsamling (parlament og regering).

1. Direkte indflydelse (Direct influence)
2. Kontrol med agendaen
3. Finanslov
4. Lovgivende magt à kan foreslå, omformulere eller ændre lovgivning (redraft or amend)
5. Ex-Ante = Elektoral kontrol
6. Valg af politikere (investiture vote = valg af personer i bestemte stillinger)
7. PFCI à Mål for den autonomi parlamentet har til at vælge uden ekstern indflydelse 1) antallet af kandidater og hvilke 2) embedsmænds-stillinger ell. lignende: formand for parlamentet, ombudsmand, regering mv. som de har mulighed at ”vælge til”.
8. ICI à Sandsynlighed for at vælge en agent med rette præferencer, medieret af institutionelle strukturer. Udregnes som: PFCIxMajoritets krav(simpel=1, absolut=1.5, kvalificeret=2)+valgmetode(hemmelig afstemning=+0.33 ellers intet).
9. Elektoral kontrol, aggregeret ICI for alle valg-stillinger.
10. Ex-Post = Kontrol funktioner
11. Kommission à fremskaffe dokumenter, eller tilkalde vidner
12. Strukturer à antallet, størrelsen, sammenhæng ml. kommission og regering, opgaver pr. person i kommissionen.
13. Spørgsmål à antallet af muligheder for at rejse spørgsmål
14. Rettigheder à Kommissioners mulighed for at fremskaffe information, parlamentets behandlingstid for budgettet, om der er uafhængige observatører ell. auditører på kommissionen

NB: Sieberer (2011) ender med at opdele hans parametre i 4 forskellige; Direct influence, Ex-ante, Ex-post og Commission powers, men vi har arbejdet med dem som 3, hvor commission power hørte under Ex-post.

Empirisk fund: Den institutionelle struktur danner rammerne omkring incitamenter og derigennem påvirke handling men er ikke bestemmende for handling blandt politiske aktører.

Kritik af Ulrich Sieberer(2011): Institutionel magt

1. Institutionel magt er et udtryk for de idéer institutionen er bygget på og ikke nødvendigvis mængden af kontrol og effekterne af eks. manglen på meget kontrol eller restriktioner som resultat af meget kontrol.
2. Institutionel magt er udtryk for nødvendigheden af koordinering internt.
3. Institutionel magt er udtryk for behovet for at parlamentet kan holde regeringen i kort snor og holde styr på dem og konsekvensen af dette er større institutionel magt generelt set ift. borgerne/vælgerne.

Artiklen undersøger sammenhængen mellem valgsystem og kvindelig repræsentation i parlamentet:

Hovedforventninger:

1. Simple-majority: I et simple-majority valgsystem forventes et fald i antallet af kvindelige kandidater, fordi vælgerne frygter at en stemme på en kvindelig kandidat er en spildt stemme.
2. PR: I et PR-valgsystem forventes en stigning i antallet af kvindelige kandidater, fordi man kan sætte kvinder i toppen af valglisten (se variationer af proportional representation).

Variationer af proportional representation:

1. List: Man stemmer på et parti ud fra en liste af kandidater (kvinder kan sættes øverst, og derved have større mulighed for at blive stemt ind).
2. Mixed member proportional: Man kan vælge mellem at stemme på et parti eller en bestemt politisk kandidat. (samme gør sig gældende her)
3. Mixed member majoritarian: Næsten det samme som nr.2.

3 typer af sæder

1. Save seats: Et sæde som partiet med sikkerhed vinder. Her kan man til fordel lade en kvinde stille op.
2. Competitive seat: Et sæde som partiet måske kan vinde. Partiet kan både vælge at lade en kvinde eller mand stille op, alt efter hvem der har den bedste chance for at vinde.
3. Long shots: Et sæde som partiet næppe kan vinde.

Benoit undersøger i hans artikel valgsystemer som et biprodukt af partisystemer. Han analyserer først den gængs opfattelse om at valgsystemer er årsagen, men udfordrer denne ved at undersøge elektorale system som et produkt af partisystemer.

Fundamentet for denne antagelse om relationen mellem det valgsystem og partisystem kan tilskrives Duvergers lov:

“The simple- majority single-ballot system favors the two-party system. (Duverger 195)

Som naturligt følge argumenterede Duverger for at elektorale systemer med proportional repræsentation var den driven kraft bag multi-parti systemer i mange lande . Dette argument hævder at PR foretrækker majoritets systemet.

Duvergers lov: valgsystemet →  partisystemet

–               Simple-majority single ballot-system →  Topartisystem.

–     Proportional repræsentation (PR) →  Flerpartisystem

Der kan være tale om endogenitet, kan partisystemet ikke forme valgsystemet?

Endogenitet i relationen mellem elektorale system og partisystem

Valgsystemer med til at forme partisystemer, og ikke er ikke blot mekanisk med til at bestemme hvor mange og hvilke slags partier som gør sig gældende. De former også partier gennem psykologiske incitamenter som de udøver på partieliter og vælgere.

Det understreges at forholdet mellem valg- og partisystemer er gensidige. Elektorale institutioner former partisystemer men at de er formet i et miljø af partisk elektoral konkurrence. Politiske aktører tilpasser sig til strategiske incitamenter givet af de elektorale love, men disse tilpasninger er modificeret af de institutionelle indstillinger som er med til at transformere deres strategier.

Benoit argumenterer at hvis det valgsystem er formet af partisystemet, som det er med til at determinere, så kastes der tvivl på en uafhængig kausal effekt, som det valgsystem har på partisystemet. Med udgangspunkt i dette fremfører Benoit endogenitet i relation mellem det valgsystem og partisystemet hvilket er argumentet for hans artikel.

Faktorer der kan forandre et valgsystem:

1. Politiske partier: ændringer af valgsystemet sker pga. partiers målsøgende adfærd (goal-seeking).

2. Ikke-politiske parti aktører: Den udøvende magt (the executive) kan nedlægge veto omkring forandringer i valgsystemet

3. Eksterne aktører: Koloniale indflydelser

4. Ikke-politiske eksperter:

5. Historie: Historiske mønstre som påvirker hvordan fremtidige institutioner agerer.

6. Samfund: Proportional repræsentation opstod først i de mest heterogene lande (Hypotese)

7. Økonomi: Afhængighed af ekstern handel – Naturen og spredningen af økonomiske interesser.

8. Forandring: Elektorale reformer

Stabilitet i valgsystemer og institutionel ligevægt

Benoit afslutter med at kommentere hvordan denne gennemgang af forandring i valgsystemer kan forklare hvordan valg institutioner forandres og i hvilken retning de højst sandsynligt vil forandre sig til.

Et afgørende argument er at så snart et partisystem er adapteret til et valgsystem og så snart at partier der er i stand til at modificerer reglerne ikke længere har incitament til at gøre det så vil valginstitutioner nå en ligevægt – Og ved fraværet ekstern shock mod denne ligevægt, så vil valgsystemer stoppe med at forandre sig.

Benoit kommenterer dog hvordan denne tilstand af ligevægt er afhængig af hvilket partisystem den er funderet i. Institutionel ligevægt er på den lange bane mest sandsynlig ved systemer. karakteriseret af proportional repræsentation (Colomer 2005), fordi de her med størst sandsynlighed vil opnå størst opbakning blandt en bred koalition af aktører.

3 generelle tendenser gør sig gældende for stabilitet i valgsystemer og institutionel ligevægt

1. Valgsystemer vil forblive uforandret, når der ikke er noget parti eller en koalition som har magten til at adoptere et alternativt valgsystem.
2. Den generelle tendens er at valgsystemer vil forblive uforandret fordi restriktive regler angående en mulig modifikation, gør det for besværligt og omkostningsfuldt eller praktisk talt umuligt for interesserede partier at forandre det.
3. Der er usædvanlige tilfælde, hvor forandringer i valgsystemer forekommer som resultat af uventede politiske begivenheder (Regime forandringer, nye bevægelser, valgregulering eller eksternt drevne begivenheder)

Intro

–                  Valg og folkeafstemning er de to primære muligheder borgere har i deres stemmeafgivelse.

–                  Valg bliver afholdt med formålet at opstille repræsentanter i parlamentet eller andre institutioner som er genstand for et valg eller en folkeafstemning.

Valg og valgsystemer

–                  I moderne liberale demokratier, er valg den centrale repræsentative institution som skaber en forbindelse mellem borgere og deres repræsentanter.

–       Det centrale ved det moderne demokrati, er mekanismen hvori repræsentation og ansvarlighed tilvejebringes.

–       Elektoralt system definition:” By an electoral system we mean the set of rules that votes are then converted into their allocation of offices”.

–       Den mest basale distinktion mellem elektorale systemer er mellem dem som er baseret på enkeltmandskredse (Non-proportional repræsentations systemer) og de som er baseret på proportional repræsentation i flermandskredse.

Single-member plurality Baseret på ’single-seat’ valgkredse

Systemer hvori enkeltmandskredse gør sig gældende, giver en fordel til det stærkeste parti i valgkredsen og efterlader tilhængere fra andre partier uden repræsentation. (First-past-the-post)

Alternative vote Baseret på ’single-seat’ valgkredse

Vælgere er i stand til at rangere deres valg à Hvis en kandidats stemmer resulterer i et flertal, bliver kandidaten valgt. Hvis ikke, så bliver den kandidat med færrest stemmer elimineret fra optællingen og kandidatens stemmer fordeles ud fra vælgernes rangering af kandidater.

Two-round system – Baseret på ’single-seat’ valgkredse

Hvis ingen kandidat vinder med flertal i den første runde, vil en ny runde tage form hvori det kun er visse kandidater som er repræsenteret (Typisk de to øverste kandidater) à Kandidaten med flest stemmer i anden runde vinder således valget.

Proportional repræsentation

(Fair share repræsentation) Ønsket om at allokere en fair andel af sæder som partiet har vundet i antal stemmer. Proportionalitet refererer altså til en tilstand hvor tætheden af fordelingen af sæder i parlamentet direkte reflekterer fordelingen af stemmer.

Disproportionalitet: Hvori et land er inddelt i en række adskilte valgkredse, hvor ’sæderne’ bliver tildelt proportionalt inden for hver valgkreds – Men som ikke kan garantere for den overordnede proportionalitet er ligeså hvis man betragter et land som en national valgkreds. Dette kan resultere i at vælgere føler sig afkoblet fra det politiske system fordi de ikke har en lokal MP)

Forskellige systemer som sikrer proportional repræsentation:

’Liste’ systemer: Hvert parti præsenterer en liste af kandidater som vælgerene kan stemme på. (Den mest almindelige form for valgsystem)

’Mixed’ systemer: Her kan en vælger stemme to gange, først på en lokal kandidat fra sin valgkreds og dernæst på et parti.

’Compensatory mixed’ systemer:  Sæder bliver fordelt på sådan en måde at der kompenseres for under- og overrepræsentation i valgkredse, hvilket sikrer at et partis overordnede antal af sæder er proportional relativt til deres stemmeandel.

’Parallel mixed’ systemer: Sæderne tildeles partier på baggrund af deres listestemmer, uden at tage hensyn til de enkelte valgkredse.  à Til fordel for store partier, som fastholder overrepræsentation i valgkredsene.

Der forefindes altså en række forskellige elektorale systemer, og disse  varierer på en række punkter;

District magnitude: Er med til at redegøre for antallet af MP’er som vælges fra hver enkelte valgkreds

Intra-party choice: I hvilken grad vælgere er i stand til at vælge hvilken af partiets kandidater som tager en plads i parlamentet hvis partiet vinder.

Threshold/Spærregrænse: Valgsystemer har en række indbyggede egenskaber som forhindrer små partier i at vinde indpas. Argumentet er at man ønsker at undgår at den parlamentariske styrke svækkes ved en fragmentering af parlamentet. Det ønskes at skabes en stabil formation af parlamentet.

Folkeafstemninger/Referendums

–                  Folkeafstemninger har mange former, afhængig af om borgere selv kan igangsætte en folkeafstemning og om hvorvidt parlamentet har beføjelser til at afgøre et spørgsmål eller sætte spørgsmålet til folkeafstemning og hvorvidt resultatet af en folkeafstemning er bindende eller blot rådgivende for parlamentet.

–       Tilhængere af folkeafstemninger argumenterer for at de giver ’folket’ muligheden for at de selv kan træffe vigtige beslutninger og at stillingstagen til en folkeafstemning resulterer i at borgeres information om et spørgsmål forbedres.  Modstandere af folkeafstemninger argumenterer at folkeafstemninger er diskriminerende mod minoriteter og resulterer i usammenhængende politik.

–                  Folkeafstemningers hyppighed er stigende, men de er til stadighed en sjældenhed i de fleste lande.

Tekst: Caramani, D. ‘Party systems’ chapter 13 in Caramani pp. 216-229.

Intro

Formen og dynamikken af et partisystem afgøres af valgkonkurrence, en konkurrence hvori partier er de primære aktører. Partisystemet er således et resultat af konkurrencefyldte interaktioner mellem partier – En konkurrence hvori det primære mål er stemmemaksimering.

Interaktionerne er afgjort af hvilke partier som eksisterer, hvor mange partier som udgør et system og hvor store de er, og måden hvorpå de maksimerer deres stemmer.

Partisystemers oprindelse

For at forstå indretningen af partisystemer, må man nødvendigvis betragte de partier som udgør systemet.

–                  Stein Rokkan (1967) argumenterer for at parti ’familier’ har deres oprindelse i socioøkonomiske og kulturelle spaltninger, spaltninger som er skabt af industrialiseringen, urbaniseringen og dannelsen af liberale stater.

–    Den centraliserede og liberale stat, skabte konflikt med kirken og perifere regioner, hvilket ledte til religiøse og regionale partier. Industrialiseringen modsatte sig den liberal økonomiske interesse i landdistrikterne og til arbejderklassen hvilket ledte til landbrugs- og arbejderpartier.

–       Argumentet er at disse partikonstellationer lige siden har forholdt sig stabile og uforanderlige.

–    Post-materielle værdier og globalisering har dog bidraget i skabelsen af neo-populistisk- og ’grønne’ partier.

Partisystemers kendetegn

Parti systemers kendetegn er vigtige at belyse fordi de gør os i stand til at belyse konkurrencen mellem partier, heriblandt afhængigt af antallet af partier og deres størrelse. De centrale partisystemer er: dominant-parti, to-parti, multi-parti og bipolare systemer.

–                  Dominant-parti system: Et stort parti med mere end absolut flertal af stemmer og sæder. Ingen konkurrerende partier nærmer sig andele på 50 procentpoint og dermed intet alternativt parti, hvilket resulterer i en et-parti regering.

–       To-parti system: To store partier som tilsammen dele omkring 80 procentpoint af stemmerne og sæderne. Balanceret med (35-45 procentpoint) med et af partierne som når 50 procentpoint af sæderne. Dette foreskriver at partierne er alternativer til hinanden. Men at resultatet er en et-parti regering.

–       Multi-parti system: Mange partier, hvor ingen af dem når 50 procentpoint af stemmerne og sæderne. Hvilket foreskriver at partierne varierer meget i størrelse og derfor individuelt går til valg og former koalitioner efter valget. Koalitionsregeringer gør sig gældende for et multi-parti system.

–       Bipolar-parti system: To store koalitioner som er dannet af en række partier som tilsammen deler omkring 80 procentpoint af stemmer og sæder. Hvor koalitionerne er balanceret med omkring 40-50 procentpoint hver. Koalitionsregeringer gør sig gældende for et bipolar-parti system.

Partisystemers konkurrence element: I to-parti systemer og moderate multi-parti systemer og bipolar-parti systemer er konkurrence centreret og kan resultere i en omskiftelighed af magt. I det ’dominante’ partisystem og polarisede multi-parti systemer vil der ikke være en mulig omskiftelighed af magt, hvorfor konkurrence ikke er centreret men centrifugal.

–                  Rollen som småpartier udfolder må ikke underkendes, disse partier kan have en magt i at være den afgørende brik i dannelse af en koalition – Skabelsen af et ’blackmail’ potentiale.

Valgsystemets effekt på partisystemets format: I teksten argumenteres der for at pluralisme gennem mekaniske og psykologiske effekter vil foretrække to-parti systemer og proportional repræsentation vil foretrække multi-parti systemer.