Må jeg ikke nok få en hund? Det er et spørgsmål som stort set alle forældre har hørt, specielt hvis der ikke i forvejen er en hund i hjemmet. Det er en stor beslutning, langt større end et barn kan overskue, men også en beslutning som i den grad kommer til at påvirke barnets opvækst på en positiv måde.

Børn og hunde danner stærke bånd

Mange lader deres børn starte med at få en kanin, et marsvin, eller en hamster som deres første kæledyr. Dette er også en rigtig fin ide, da selv de mindste kæledyr fremmer børns medfølelse og empati og lærer dem noget om ansvar. Det gør en hund også, men på et helt andet niveau. Hunden bliver en del af hele familien på en måde, som den lille hamster sjældent gør. Hunden er nemlig med hele tiden og har behov for nærhed og kontakt, som barnet især kan være med til at give gennem leg og nusseri. Store kæledyr til børn, udvikler barnets empatiske evner, men hjælper dem også med at danne stærke sociale bånd.

Hunden er en ven

De fleste hundeejere ved præcis hvorfor, man kalder hunden menneskets bedste ven. Hunden er altid ved vores side. Hunden er en af de første vi tænker på om morgenen – den kommer som regel før kaffen og lyngbyavisen. Hunden er den, der først kommer løbende, når vi kommer hjem og oftest også den, med den mest entusiastiske hilsen. Sådan er hunden også for børn. Hunden er en ven og en legekammerat, der altid er der. En ven, man kan hygge sig med eller en ven, man kan være sammen med, når livet gør ondt. Hunden føler nemlig også empati på en måde som ingen af vores andre kæledyr til børn kan.

Kæledyr og ansvar

Kæledyr til børn er en fantastisk måde at lære børn at de har ansvar, som de ikke bare kan hoppe over, når de ikke har lyst. Alt efter barnets alder, er der forskellige ting, de kan få ansvar for hver dag. Er de helt små, kan de hjælpe med at hælde foder eller vand op til hunden, og de kan hjælpe med at holde hundens snor. Når de bliver lidt ældre, kan de få ansvaret for at lufte hunden om morgenen, eller gå den lange tur med den en gang eller to om ugen. Hver dag kan virke som meget for en teenager, så husk at afstemme efter børnenes evner.

Her er det dog vigtigt at gøre det meget klart for sig selv, at hunden altid først og fremmest er de voksnes ansvar. Selv store børn har til tider svært ved at overskue konsekvenserne af ikke at passe sine kæledyr ordentligt hver eneste dag. Her er det vigtigt at du håndhæver reglerne og selv tager over, hvis dit barn alligevel ikke magter opgaven. Hunden må aldrig nogensinde lide under barnets manglende evner. Alle børn falder igennem nu og da og det er dit ansvar at tackle det på en god måde, der motiverer barnet til at prøve en gang til.