Rationel ‘choice’ institutionalisme: Eksogent givet
– Hall, Peter A. & Rosemary C.R. Taylor (1996) Political Science and the Three New Institutionalisms, Political Studies 44(5).
– Europa i forandring: Kelstrup, Morten, Sindbjerg, Dorte & Wind, Marlene, 2012.
Definition og centralt for denne: Institutioner forstås som rationelle redskaber, der optimerer aktørers mål (Hall & Tayler, 1996: 943). Institutioner tilvejebringer informationer, sænker politiske og økonomiske omkostninger i forhold til gevinster og skaber mekanismer, der mindsker usikkerheden vedrørende andre aktørers deltagelses i samarbejder
Rationel institutionalisme tager udgangspunkt i en række deduktive antagelser om aktørers adfærd, der er inspireret af økonomiske teorier. Aktører antages at handle rationelt, strategisk og kalkulerende med henblik på at maksimere deres egeninteresser → Fx kan man tænke på fangernes dilemma som et eksempel.
Fra Europa i forandring – s. 206
→ Kan sammenlignes med nogle af de antagelser, der ligger til grund for den liberale intergovernmentalisme. Aktørerne betragtes som strategiske og egennyttemaksimerende i deres adfærd. Deres præferencer er relativt givne og dermed mere eller mindre faste. Når sådanne rationelle aktører etablerer institutioner, er det for at reducere de transaktionomkostninger, der er forbundet med kollektiv handling. → Man kan bruge ‘principal agent teorien herunder. Kig nærmere på det afsnit!
Centrale aktører: Aktører har (rationelle) præferencer, som de konstruerer institutioner for at maksimere. Herunder gælder en række adfærdsmæssige antagelser:
1) De relevante aktører har et fast sæt præferencer eller smag, som de hele tiden forsøger at maksimere opnåelsen af.
2) Tendes til at se politik som en ‘collective action dilemmaer’ → ender med et resultat, der er suboptimalt, når man maksimerer egne præferencer.
3) Adfærd er drevet af strategisk beregninger/kigger på udfald.
Styrker: Modsat den historiske institutionalisme, har RC-institutionalisme udviklet en mere præcist opfattelse af forholdet mellem institutioner og adfærd.
Den rolle som der tillægges strategisk interaktion mellem aktører i fastlæggelsen af politiske resultater er et stort fremskridt, hvis man ser det imod den traditionelle tilgang, der forsøger at forklare politiske resultater.
Svagheder: Billedet af den menneskelige motivation mangler vigtige dimensioner.
En anden implikation er, at udgangspunktet for hvilke institutioner, der skal oprettes, er det sandsynligt, at det afspejler en ‘nash-ligevægt’. Det er således ikke klart, hvorfor aktørerne vil acceptere en ændring i eksisterende institutioner.
Rational choice (RC) har det især svært med at analysere historiske processer, fordi der her er tale om makroprocesser, mens RC er mest egnet til mikroprocesser.
Sociologisk:
Sociologisk institutionalisme: Endogen givet
– Hall, Peter A. & Rosemary C.R. Taylor (1996) Political Science and the Three New Institutionalisms, Political Studies 44(5).
Definition: Institutioner defineres mere bredt end politiske forskere gør. De inkludere ikke kun formelle regler og procedure, men også normer, symbol systemerne, kognitive skrifter, moral, som styrer menneskelig handling. Institutionerne ses ud fra denne tilgang som strukturerende – og ofte begrænsende for aktørernes adfærd. De påvirker adfærd, ikke bare ved at foreskrive, hvad den enkelte bør gøre, men også ved at påvirke, hvordan den enkelte kan forestille sig at handle(Hall & Taylor, 1996: 948)
Denne placerer sig på mange måder som RC-institutionalismens modpol. Institutioner siger, hvad vi bør gøre: De skaber identitet, tilhørsforhold, definerer virkeligheden og danner mening.
Aktører, der socialiseres ind i institutioner, internaliserer institutionens roller samt tilhørende normer for passende adfærd. På den måde opretholdes og reproduceres institutionen.
“In a general way, an ‘institution’ can be viewed as a relatively stable collection of practices and rules defining appropriate behavior for specific groups of actors in specific situations. Such practices and rules are embedded in structures of meaning and schemes of interpretations that explain and legitimize particular identities and the practices and rules associated with them”(March & Olsen, 1998: 948)
Verdenssyn: De søger at forstå hvorfor organisationer påføre sig et specifikt sæt af institutionelle former, procedurer og symboler, og også hvorfor sådanne praksisser spreder sig gennem organisationelle felter og på tværs af lande.
Organisationer og individer søger en måde at udtrykke og definere deres identitet på, som er ordentlig.
Institutioner og kultur er altså forbundne og et udtryk for det samme, da institutioner reproducere og er kulturen og de normer den medfører.
Centrale aktører: Aktørerne/individerne er formet af normer og regler. Institutioner består af et sæt normer og regler. Vi kan ikke forstå en aktørerens præferencer uden at forstå den sociologiske kontekst. Eksempel: Vi kan ikke forstå, hvilken slags is du kan lide, medmindre vi kender sammenhængen som hvor og hvordan du voksede op.
individet er ikke nødvendigvis en ikke-rationel aktør, de mener blot at de handlinger individet vil kalde rationelle er socialt konstrueret og de konceptualisere de mål en aktør søger i meget bredere termer end andre gør.
det selvbillede og den identitet sociale aktører har er konstitueret ud fra institutionelle normer, billeder og tegn som er givet af det sociale liv.
Analytiske værktøjer: Forståelsen af forholdet mellem individuelle handlinger og institutioner
Institutioner forstås som havende en rolle der har nogle indlejrede normer for adfærd. Det betyder at individer der er blevet socialiseret ind i bestemte institutionelle roller internaliserer de normer der er associeret med disse roller, og derfor påvirker institutioner adfærd.
For sociologiske institutionalister er måden hvorpå institutioner påvirker adfærd ved at have kognitive manuskripter, kategorier og modeller der er nødvendige for handling, især fordi de giver individet en måde hvorpå de kan fortolke og forstå andre individers handling.
“Institutions influ- ence behavior not simply by specifying what one should do but also by specify- ing what one can imagine oneself doing in a given context.” (Political science and the three new institutionalisms, Hall & Taylor, 1996 s. 15)
Den interaktive og fælles-konstitutive karakter af forholdet mellem institution og individuel handling
Handling er tæt forbundet med fortolkning. sociologiske institutionalister mener at når et individ står i en situation, må de finde en måde at genkende og respondere på den, og her er manuskripter og skemaer, som ligger implicit i den institutionelle verden, måden hvorpå man kan gøre dette.
Derfor bygger deres indbyrdes forhold på “practical reasoning” hvor individet arbejder og omarbejder de skemaer og manuskripter til at udtænke en slagplan.
Hvordan institutionelle praksisser opstår og ændre sig.
Organisationer omfavner bestemte institutionelle normer eller praksisser fordi de er højt vægtet i det bredere kulturelle miljø. Disse kan derfor også være upraktiske for at kunne opnå organisationens mål, men inddrages fordi er vægtet højt i det kulturelle miljø.
Hvorfor der diskuteres legitimitet og “social appropriateness” i nogle institutionelle arrangementer, men ikke andre.
Det handler mest af alt om kulturel autoritet.
I de netværk om fælles problemer, der er skabt af individer, vil man diskutere hvordan man skal forstå og løse disse problemer. i sådanne tilfælde, vil aktørerne skabe fælles kognitive skemaer, hvor “appropriate” institutionelle praksisser ofte vil indgå. interaktionen og den kreative dimension af denne proces vil det tydeligst fremgå hvordan institutioner er socialt konstrueret.
Styrker: Den sociologiske institutionalisme opererer med en bredere institutionsforståelse end rational choice institutionalisme, idet den også medregner normer, moral og identitet.
Svagheder: Hvis institutioner determinerer præferencer: Hvordan forklares så variationen blandt aktørerne i samme kontekst?
